"When you arise in the morning, think of what a precious privilege it is to be alive - to breathe, to think, to enjoy, to love."

Tak til hvem der end holder hånden over mig og passer på mig og dem jeg elsker! <3
Tak fordi jeg endnu en gang har fået chancen for at leve!

Det er morgen og klokken er ikke engang otte endnu.
Jeg sidder og bryder gang på gang sammen.
Alle tanker vrimler.
"Hvad kunne jeg have gjort omvendt?" "Hvorfor drejede den anden bil ikke bare da han blinkede?" "Er børnene fra den anden bil okay?" "Kan min veninde snart komme hjem, så jeg kan se hende?"

Til de folk der ikke ved hvad der skete:
Dagen startede fantastisk! Havde været til kursus hele dagen og vi fik fri. kl. 14.
Jeg gik ind i borgen og kiggede rundt på butikker mens jeg ventede på at min veninde fik fri så vi kunne hente ungerne fra dagpleje og komme hjem til vores anden veninde til noget madhygge.
Vi hyggede os hele vejen hjem og drejede ind så vi kunne hente hendes søn i dagpleje først, men da der var noget oprydningsarbejde på vejen efter orkanen måtte vi vende rundt og kører mod hovedvejen igen.
Vi grinte fordi jeg var ved at bakke ind i en busk, udvidende om hvad der blot skulle til at ske 10 minutter senere.
Vi holdt stille fra en sidevej og ventede på at vi kunne komme ud og der var myldertid.
højre vejbane er fri og jeg kigger imod venstre hvor en bil blinker, herefter tjekker jeg højre én gang til og kører ud.
Jeg kan hører min veninde skrige og da jeg kigger til siden er det eneste jeg ser forsnuden af den bil der blinkede knalde ind i siden på os.
Det sidste jeg hører mig selv råbe er: "HOLD FAST NATALIE!" Og jeg giver slip på rettet og holder mine hænder op i taget på bilen og lukker øjnene da bilen tipper og vælter om på siden før den stopper og er landet på taget.
Jeg åbner mine øjne og jeg kan huske at mine tanker stod helt stille i et kort øjeblik før jeg der med hovedet hængende ned af bare ville ud af bilen og få min veninde ud!
Alt var kaos og jeg ville bare have min veninde i sikkerhed så hurtigt som muligt.
De fik mig og hende ud og jeg kan huske at hun gik i chok og jeg måtte knap nok komme hen til hende.
Kunne ikke lade være med at tænke: "Lad mig da nu for pokker være hos min veninde! Jeg har det fint, jeg behøves ikke hjælp!"
Men ambulance folkene kom og den ene holdte mit hovede fast. Jeg måtte ikke bevæge det og indeni var jeg ved at gå i panik. "Giv slip på mig. Gå over til hende! Hun er vigtigere end mig! Jeg vil være hos hende!"
Men jeg kunne intet gøre, overhovedet og efter et par minutter lagde de mig ned på en båre.
Det fik mig ind i ambulancen og de gjorde mig klar med drop, saltvand og iltmaske.
Der kom en anden en ind og sagde at jeg skulle til flensborg hvorpå jeg sagde: "Du laver sjov ikke?" og jeg kan huske jeg grinte lidt, men nej.. Han var dybt seriøs..

Jeg kan knap nok huske turen derned, jeg lå bare og stirrede på deres ur og tænkte på min veninde og at vi var blevet smidt to forskellige steder hen. Jeg ville bare være hos hende!

Nå, jeg kom til tjek nede i tyskland og alt var okay.
Hvilket jeg godt selv vidste. Havde jo prøvet det før.
Og der stod jeg så. Helt alene i tyskland og ventede på min søster og mor.
Ingen kontakt med dem derhjemme overhovedet.

Indtil jeg gik ned i rygerskuret for at ryge. Der sad et ældre par hvor jeg fandt ud af at manden var dansker.
Jeg fortalte hvad der var sket og istedet for at snakke for meget om det, så snakkede de om alt muligt andet. Det er jeg dem taknemlig for, for det var faktisk det jeg havde allermest brug for, for at få tankerne væk. <3

Nå. Vil slutte her og prøve at se om jeg kan komme over til min veninde på en eller anden måde..
SKAL bare til åbenrå og se hende!!

Ciao!